Aldrig har jeg smagt en Dhal jeg kunne li’. Jeg har vel forsøgt mig med 5 varianter, vil jeg tro.

Lige indtil Christina serverede sin udgave af en Dhal. Hele 2 portioner blev det til og lidt ekstra hyggespis til sidst, fordi en 3. portion absolut ikke kunne være der. Det er trods alt en ret, som lægger en ok god bund.

Min stærke modvilje på at indtage mere af den kendte indiske ret, blev lagt til jorden i første mundfuld. Kender du det der med, at du spiser eller drikker noget som smager helt anderledes end du regner med eller kender. Sådan var det virkelig her.

Da hun sagde at hun ville lave Dhal til aften, røg mine forventninger helt i plan med gulvet.
Kunne slet ikke forholde mig til, at det var deres go-to ret i familien og at alle 4 var vilde med det. Men det forstår jeg godt nu.

Nu er det også sådan hos os.

En ret, der får rul på krydderihylden.

Jeg har muligvis freestylet mig frem til min egen version af opskriften efterhånden, alle de gange jeg har lavet den, og erstattet med en ingrediens jeg har manglet. Det er den absolut ikke blevet ringere af.

Du får her mit bedste bud på en nærende ret, der kan afveksles i det uendelige via tilbehøret. En proteinrig, nem og budgetvenlig ret uden gluten og andet allergi-gak som du med fordel kan portionsfryse. På den måde du har til dage, hvor energien eller tiden er knap. Eller til dage, hvor du har flere spisende end vanligt med ved bordet.

Må den varme dig gennem de kolde efterårs– og vintermåneder.

Og alle de andre kølige dage, hvor du bare har lyst til comfort food.

Namaste
Heidi

PS: Med denne dhal får du brugt af laurbærbladene – for derefter at kunne hvile på dem.

Print opskrift

Cremet dhal

Comfort food, når det er bedst

Forb. tid

10 minutter

Tilb. tid

30 minutter

Kogetid

20 minutter

Samlet tid

1 time

INGREDIENSER

DHAL

2 dl. eller 200 g. røde splitlinser
5 dl. vand (mere ved behov)
4 fed, finthakket hvidløg
2 tsk. karry
2 tsk. gurkemeje
1 tsk. spidskommen
1 tsk. stødt koriander
1 tsk. røget paprika
1 tsk. (syltede) sennepsfrø
1 tsk. havsalt eller himalayasalt
3 laurbærblade
1 ds. kokosmælk
1 ds. flåede, hakkede tomater

 

SERVERES MED

Frisk eller stegt spidskål
Jasmin ris
Saltede citroner
Salat
Raita (klassisk indisk yoghurtdressing/dip)

TOPPING

Friske koriander
Løvstikke
Avocado
Tomater
Kapers
Kokosflager
Rød peberfrugt
Limebåde til at presse

Print opskrift

FREMGANGSMÅDE

DHAL

  1.  Tilføj alle ingredienser undtagen kokosmælk og flåede tomater i en stor gryde.
  2. Rør godt og bring retten i kog.
  3. Skru ned til at simre og tilsæt kokosmælk og flåede tomater.
  4. Fortsæt med at simre i 30 minutter og rør rundt ind i mellem (Du kan nedsætte tilberedningstiden ved at skrue op for blusset ved konstant omrøring).
  5. Når linserne er bløde og konsistensen cremet, er retten klar.
  6. Tilføj mere vand, hvis du ønsker en mere flydende konsistens.
  7. Fjern laurbærbladene og servér med dampede jasminris og/eller stegte spidskål.
  8. Pres frisk limejuice (kan udelades).
  9. Top med rigelige mængder friske koriander.

TIP

Lav dobbeltportion og portionsinddel til fryseren. Så har du til de dage du er alene hjemme og skal blot skære spidskål og/eller koge ris. Eller du kan lave ekstra og fylde fryseskuffen hos din mor, eller måske har du en veninde som ku’ ha’ brug for netop den type håndsrækning lige nu.

Opskriften er sidst opdateret: 23. februar 2023

Tags

Det moderne, medfølende, passionerede, jordiske væsen. Mig, kogt ned i en høj-koncentreret suppeterning.

Ordene danner meget godt ring om det menneske jeg er, og nogle af de kvaliteter jeg besidder og forvalter.

Jeg hedder Heidi Lambers og jeg er gift med en hollænder. Vi bor i Nordjylland og ca. hveranden uge-ish udvides vores familie med mit bonusbarn. Læs mere her

Få din opskrift med

Få din plantebaserede favorit-ret ind som signaturopskrift. Udfyld formularen her for høre mere.

Kommentarer:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre lækre retter, du måske vil synes om

Wasabi suppe

Den her suppe udsprang af, at vi havde en klat wasabi til overs fra et sushi sus fra nytårsaften, som jeg havde gemt. De fleste

Læs mere »