Flødekartofler er klassikeren som alle kender – og også har en holdning til. Selvom den overordnede opskrift på traditionelle flødekartofler synes at være lige til – kan der være stor forskel på de versioner, der hives ud af ovnen.

Den skal være fed i smag og konsistens, men det kan være svært at ramme. Især når der skal skaleres op til store selskaber.

Det som er vigtigt for mig, er flødesovsen. Den skal være tyk og klistret, også selvom fløden er fra plante (og ikke pat). Og så skal sovsen smage af noget. Den må endelig ikke være tam i smagen eller tynd og sjappet. Hellere for tyk end for tynd – ja jeg er fra jylland. Her er vi ikke meget for det der sauce – her spiser vi sovs. Det skal kunne hænge ved kartoflerne.

Det kan det her.

De her ’fløde’kartofler smager fuldstændig, som hvis man havde brugt piskefløde. Jeg vil endda påstå, at du ikke kan smage forskel. Så får du gæster, der ikke tåler mælkeprodukter som jeg, så er den perfekt at servere for alle. Og ingen føler eller bemærker at der er taget særhensyn.

Da jeg skulle servere disse for min mand og bonusbarn som er altspisende, troede jeg, at jeg havde lavet til 6 personer. Med det formål, at der skulle være til en omgang mere til dagen efter.

Men alt blev spist rub og stub med stor begejstring. Ingen af dem kunne smage, at det var lavet på plantefløde.

Nu er opskriften reguleret til 4 personer i denne portion, i stedet for til 6 som jeg først havde forventet.

Prøv de cremede ‘fløde’kartofler af – det kan være du har samme oplevelse.

Bon appetit
Heidi

 

Print opskrift

Veganske cremede ‘fløde’kartofler

Klassikeren, der har stamsted på de fleste buffeter

Forb. tid

5 minutter

Tilb. tid

30 minutter

Tid i ovn

1 time og 30 minutter
(+ 15 til afkøling)

Samlet tid

2 timer og 20 minutter

INGREDIENSER

Fyld

1 kg. kartofler, skrællet og i smalle skiver
2 løg, halveret og i tynde skiver

'FLØDE'SOVS

4 fed hvidløg, fintrevet – smattet
2 x oat cuisine, á 330 ml.
1 spsk. herbamere
2 spsk. gærflager (kan udelades)
¼ tsk. havsalt
Peber, friskkværnet (eller pebermix)
2-3 spsk. speltmel + vand, som tyk jævning

Tilvalg til sovsen

Muskatnød for the fans – not me
Chili, stødt

TOP MED

Paprika, stødt
Timiankviste, friske
Rosmarin, frisk

SERVERES MED

Salat
Grillede grøntsager
Vegedeller
Plantepølser fra Spir

Print opskrift

FREMGANGSMÅDE

'FLØDE'sauce

  1. Finriv hvidløgene på mandolinrivejern direkte ned i kasserolle
  2. Hæld 2 brikker havrefløde ned i og rør rundt.
  3. Sæt varme på til middel
  4. Tilsæt 1 spsk. herbamere og rør godt rundt til det er opløst
  5. Tilføj 2 spsk. gærflager og noget friskkværnet peber og rør rundt
  6. Lav en tyk meljævning og tilsæt. Rør rundt til det lige bobler og smag til. Smagen skal være kompakt og koncentreret, det er meningen, da kartoflerne tager kraften ud af sovsen i ovnen og derved skaber den rette balance i smagen.
  7. Tag kasserollen af blusset og stil til side

Fyld

  1. Smør et ildfast fad med smørbar
  2. Skræl kartoflerne og skær dem i smalle skiver. Vent med at lægge i fadet til du har skåret løg
  3. Skræl og halver løgene og skær i tynde skiver.
  4. Forvarm ovn til 190 grader.
  5. Læg nu et lag kartofler i bunden af det ildfaste fad og læg et lag løg oven på og så et lag sovs.
  6. Sådan skiftevis med løg, kartofler og sovs, så du ender med at have et lag kartofler øverst. NB: Sørg for at bevare en lille smule sovs som skal på helt til sidst!
  7. Så blander du det hele godt sammen med 2 spiseskeer, så det hele bliver smurt godt ind.
  8. Når det er gjort, så topper du med den sidste sovs der er tilbage og drysser med paprika. Læg et stykke folie over, for at undgå at overfladen bruner for hurtigt.
  9. Sæt i ovnen i 1½ time. Efter 1 time tager du folien af. Resten af tiden uden ”låg” til overfladen er gylden og flot. Når hele tiden er gået tager du fadet ud.
  10. Lad ’fløde’kartoflerne hvile i 15 minutter inden du serverer.
  11. Servér med frisk timian eller rosmarin.

ADVARSEL

Lad flødekartoflerne afkøle inden servering. Kombien med ikke at kunne vente med at sætte tænderne i, og så en glohed temperatur, som holder længe – det giver dig ru kattetunge i mindst en uge. Nu er du advaret. Vi taler alle af erfaring.

Opskriften er sidst opdateret: 10. juni 2024

Tags

Det moderne, medfølende, passionerede, jordiske væsen. Mig, kogt ned i en høj-koncentreret suppeterning.

Ordene danner meget godt ring om det menneske jeg er, og nogle af de kvaliteter jeg besidder og forvalter.

Jeg hedder Heidi Lambers og jeg er gift med en hollænder. Vi bor i Nordjylland og ca. hveranden uge-ish udvides vores familie med mit bonusbarn. Læs mere her

Få din opskrift med

Få din plantebaserede favorit-ret ind som signaturopskrift. Udfyld formularen her for høre mere.

Kommentarer:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre lækre retter, du måske vil synes om

Wasabi suppe

Den her suppe udsprang af, at vi havde en klat wasabi til overs fra et sushi sus fra nytårsaften, som jeg havde gemt. De fleste

Læs mere »