Jeg er aldrig sådan gået helt i selvsving af begejstring, når der blev serveret risengrød i julen. På min fars side af familien fik vi risengrød før julemaden. Aldrig har jeg forstået meningen med at fylde sig med grød, før vi ku’ sætte gaflen i de hvide og sukkerbrunede kartofler og fylde tallerkenen med sovs. Så blev man jo helt mæt inden alt det bedste.
Tænker det er et levn fra gamle dage, hvor der måske ikke var til det store julebord og man derfor lagde bunden med grød inden. Men i hvert fald ikke en tradition, der gav den rette bjældeklang hos mig.
Jeg har nærmere set det som et onde vi skulle igennem, når vi holdt julen på den side af stamtræet. Da jeg blev lidt ældre ku’ jeg heldigvis godt få mig til at sige, at jeg ville sidde over på risengrødsrunden.
I dag kan jeg godt nyde en dejlig portion risengrød, dog hellere som en intro til december måned i stedet for på selveste juleaften. Der skal det hedde risalamande. Den opskrift kan du finde her.
Men fra et par dage efter mortensaften og så til 3. eller 4. søndag i advent-ish, så er jeg åben overfor risengrød. Helst med dobbelt-drys. Meaning, at jeg dækker bunden af min dybe tallerken med 1 lag kanelsukker, risengrød oveni og så endnu et gavmildt drys over den lyse grød. Lige toppet med en en seriøs klat smør på midten.
Velbekomme.
Det er mit bud på en lækker og let risengrød uden komælk.
Don’t spoil your Christmas dinner 😉
Heidi
